PRESSEMEDDELELSER
3. marts 2026
Apple introducerer den nye MacBook Air med M5
Verdens mest populære bærbare computer bliver endnu bedre med M5-chippens utrolige ydeevne, dobbelt så meget minimumslagerplads og bedre trådløs forbindelse – alt sammen i et tyndt, let og holdbart aluminiumsdesign
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag løftet sløret for den nye MacBook Air med M5, som giver verdens mest populære bærbare computer enestående ydeevne og endnu flere AI-funktioner. M5 har en hurtigere CPU og næstegenerations GPU med en Neural Accelerator i hver kerne. Det gør MacBook Air i stand til suse igennem en lang række arbejdsgange – fra kreative projekter til komplekse AI-opgaver. MacBook Air har nu som standard dobbelt så stor minimumslagerplads på 512 GB med hurtigere SSD-teknologi og kan konfigureres med op til 4 TB, så kunderne nemt kan tilgå deres vigtigste arbejde. Apples trådløse N1-chip leverer Wi-Fi 7 og Bluetooth 6, som sikrer problemfri forbindelse på farten. MacBook Air har et imponerende tyndt, let og holdbart aluminiumsdesign, en smuk Liquid Retina-skærm, 12 MP Center Stage-kamera, op til 18 timers batteritid, et medrivende lydsystem med rumlig lyd samt to Thunderbolt 4-porte med understøttelse af op til to eksterne skærme. Sammen med de enestående muligheder i macOS Tahoe og Apple Intelligence byder MacBook Air på uovertruffen værdi for studerende og kreative professionelle, og det er den mest populære bærbare computer til virksomhedsbrugere. Den nye MacBook Air med M5 fås i 13" og 15" i farverne himmelblå, midnat, stjerneskær og sølv og kan forudbestilles fra i morgen den 4. marts og fås fra onsdag den 11. marts.
“Den nye MacBook Air med M5 bringer enestående ydeevne og endnu flere funktioner til verdens mest populære bærbare computer,” udtaler John Ternus, Apples Senior Vice President for Hardware Engineering. “Med M5 suser MacBook Air gennem en lang række opgaver, lige fra hverdagsopgaver til kreative arbejdsopgaver, og er endnu hurtigere til AI. MacBook Air har nu dobbelt så meget minimumslagerplads samt Wi-Fi 7 og Bluetooth 6 i et elegant og holdbart design med lang batteritid. Med sin uovertrufne kombination af ydeevne og bærbarhed er MacBook Air den perfekte bærbare computer.”
Utrolig ydeevne med M5 – til AI og meget mere
M5 leverer en utrolig ydeevne til alt det, brugerne gerne vil klare, fra hverdagsopgaver til kreative arbejdsopgaver. MacBook Air med M5 har en 10-core CPU med verdens hurtigste CPU-kerne, som giver endnu mere respons.1 Kombineret med en op til 10-core GPU med en powerfuld Neural Accelerator i hver kerne leverer MacBook Air med M5 op til 4 gange hurtigere ydeevne til AI-baserede opgaver end MacBook Air med M4 og op til 9,5 gange hurtigere ydeevne end MacBook Air med M1.2 Det gør den til en utroligt stærk platform til AI, hvad enten det gælder brug af Apple Intelligence i apps og systemoplevelser derhjemme eller kørsel af LLM'er på enheden i en virksomhed.3
Med forbedrede shader-kerner og en tredjegenerations enhed til strålesporing giver M5 superkræfter til opgaver som gaming og 3D-rendering. M5 har også en hurtigere samlet hukommelse med 153 GB/s hukommelsesbåndbredde, hvilket er en forbedring på 28 procent sammenlignet med M4. Det gør det hurtigere at åbne apps og endnu nemmere at multitaske. Alt i alt leverer MacBook Air med M5 endnu bedre ydeevne sammenlignet med forrige generationer og byder på:
- Op til 6,9 gange hurtigere AI-videoefterbehandling i Topaz Video sammenlignet med MacBook Air med M1 og op til 1,9 gange hurtigere end MacBook Air med M4.2
- Op til 6,5 gange hurtigere ydeevne til 3D-rendering med strålesporing i Blender sammenlignet med MacBook Air med M1 og op til 1,5 gange hurtigere end MacBook Air med M4.4,5
- Op til 2,7 gange hurtigere billedbehandling i Affinity sammenlignet med MacBook Air med M1 og op til 1,5 gange hurtigere end MacBook Air med M4.2
- Sammenlignet med en bærbar PC med en Intel Core Ultra X7-processor er webbrowsing op til 50 procent hurtigere, og mere krævende opgaver afvikles op til dobbelt så hurtigt.2
Dobbelt så meget minimumslagerplads og hurtigere SSD
MacBook Air med M5 har nu som standard 512 GB lagerplads – dobbelt så meget som forrige generation – og kan nu for første gang konfigureres med op til 4 TB. Det giver masser af plads til store projekter og spil. Den nye SSD leverer også dobbelt så hurtig læse-/skriveydeevne sammenlignet med forrige generation. Det giver hurtigere adgang til filer og sætter turbo på brugernes arbejdsgange, f.eks. når kreative fagfolk importerer fotobiblioteker, eller når studerende kører AI-processer på enheden.5
Brugere, der opgraderer, får fantastisk værdi med verdens mest populære bærbare computer
Det har aldrig været mere oplagt for kunder at opgradere fra en tidligere generation af MacBook Air med Apple-chip eller en Intel-baseret Mac. Ud over M5-chippens hæsblæsende ydeevne leverer den nye MacBook Air en lang række spændende funktioner, herunder:
- En imponerende Liquid Retina-skærm: En strålende flot 13,6" eller 15,3" Liquid Retina-skærm med en lysstyrke på 500 nits og understøttelse af 1 milliard farver får indhold til at se levende ud med knivskarpe detaljer og tekst.
- Enestående batteritid: Op til 18 timers batteritid – seks timer mere sammenlignet med en Intel-baseret MacBook Air – med mulighed for hurtig opladning betyder, at brugerne kan arbejde, udfolde sig kreativt eller spille hele dagen uden at skulle sætte stikket i.2
- Smukt design og smukke farver: 13" MacBook Air er den ultimative tynde og lette bærbare computer for brugere på farten, mens modellen på 15" har mere skærmplads til multitasking. Begge modeller har et tyndt og let design helt uden blæsere og støj og fås i fire smukke farver: himmelblå, midnat, stjerneskær og sølv.
- Kamera, mikrofoner og højttalere i topkvalitet: Et 12 MP Center Stage-kamera, der understøtter Visning af skrivebord, sørger for, at brugerne tager sig ud fra deres bedste side, og puster liv i videoopkald. Derudover sikrer tre mikrofoner, at stemmer går mere klart igennem, og et medrivende lydsystem med understøttelse af rumlig lyd og Dolby Atmos skaber en behagelig tredimensionel lydoplevelse, når brugerne hører musik og ser film.
- Wi-Fi 7 og Bluetooth 6: N1, den nye Apple-designede chip til trådløse netværk, muliggør brug af Wi-Fi 7 og Bluetooth 6 og leverer dermed bedre ydeevne og stabilitet.
- Problemfrie tilslutningsmuligheder: MacBook Air har to Thunderbolt 4-porte til tilslutning af tilbehør og understøtter derudover op til to eksterne skærme – ideelt til professionelle og studerende, der har brug for at udvide deres arbejdsområde. MagSafe sikrer dedikeret opladning og ro i sindet, når brugerne kører på strøm.
De enestående muligheder i macOS Tahoe
macOS fuldender MacBook Air-oplevelsen med utrolige funktioner og indbyggede apps som Safari, Fotos, Beskeder og FaceTime, som gør brugerne i stand til at få endnu mere fra hånden. Med macOS Tahoe og et smukt nyt design med Liquid Glass kan brugerne tilpasse deres Mac på nye måder med mulighed for at vælge farver til mapper, appsymboler og widgets.6 Apple Intelligence giver brugerne effektive funktioner med kompromisløs databeskyttelse hele vejen igennem – blandt andet Liveoversættelse i Beskeder til at kommunikere på flere sprog, opdateringer i Påmindelser, der automatisk kategoriserer de mest relevante handlinger, og mere effektive handlinger med Genveje, der kan bruge Apple Intelligence til at oprette automatiseringer, f.eks. til at trække information ud af en PDF og tilføje vigtige oplysninger i et regneark.3 Kontinuitetsfunktionerne omfatter Telefon-appen på Mac, som brugerne kan benytte til at videresende mobilopkald fra deres iPhone i nærheden. Derudover kan brugerne holde styr på notifikationer med Liveaktiviteter, der åbner i iPhone-skærmdublering, så de kan foretage handlinger med det samme direkte på deres Mac.7 Og en ny kantlyseffekt giver et behageligt fyldlys under videoopkald, så brugerens ansigt belyses ensartet i alt slags lys.
MacBook Air og miljøet
MacBook Air med M5 blev designet med tanke på miljøet og bringer Apple endnu tættere på at nå sine ambitiøse mål om at være CO₂-neutral i alle aktiviteter i 2030. Den er fremstillet med 55 procent genanvendt indhold8, herunder 100 procent genanvendt aluminium i kabinettet og 100 procent genanvendt kobolt i batteriet. Den er fremstillet med 50 procent vedvarende elektricitet som vind- og solenergi i hele forsyningskæden. MacBook Air er designet til at være holdbar og kunne repareres, samtidig med at den lever op til Apples høje standarder for energieffektivitet og sikrere kemikalier. Emballagen i papir er 100 procent fiberbaseret og kan let genanvendes.9
Priser og tilgængelighed
- Kunderne kan forudbestille de nye 13" og 15" MacBook Air-modeller med M5 fra kl. 15.15 onsdag den 4. marts på apple.com/dk/store og i Apple Store-appen i 33 lande og områder, inklusive USA. Fra onsdag den 11. marts leveres alle modeller til kunderne og vil kunne fås i Apple Stores og hos autoriserede Apple-forhandlere.
- 13" MacBook Air med M5 fås fra 9.999 kroner og 9.099 kroner til studiepris, og 15" MacBook Air med M5 fås fra 11.999 kroner og 11.099 til studiepris. Begge fås i farverne himmelblå, midnat, stjerneskær og sølv.
- Se flere tekniske specifikationer, specielle konfigurationsmuligheder og tilbehør på apple.com/dk/mac.
- Med Apple Trade In kan kunderne aflevere deres gamle computer og få et tilskud til en ny Mac. Kunderne kan gå ind på apple.com/dk/shop/trade-in for at finde ud af, hvad deres enhed er værd.
- AppleCare leverer suveræn service og support med fleksible muligheder for Apple-brugere. Kunderne kan vælge AppleCare+ til at dække deres nye Mac. Abonnementet omfatter dækning af uheld som tab eller spild, tyveri og tab af omfattede produkter samt udskiftning af batteriet og support døgnet rundt fra Apples eksperter. Læs mere på apple.com/dk/applecare.
- Alle kunder, der køber direkte fra Apple Retail, får adgang til Personlig indstilling. Under disse onlinesessioner kan en ekspert guide dem igennem indstilling eller fokusere på funktioner, som vil hjælpe dem med at få mest muligt ud af deres nye enhed.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Billeder i denne artikel
- Test udført af Apple i februar 2026 ved hjælp af tilgængelige konkurrerende systemer og udvalgte benchmarkprogrammer, der anvendes som standard i branchen.
- Test udført af Apple i februar 2026. Læs mere på apple.com/dk/macbook-air.
- Apple Intelligence er tilgængelig i en betaversion og understøtter følgende sprog: dansk, engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, japansk, kinesisk (forenklet), kinesisk (traditionelt), koreansk, norsk, portugisisk, spansk, svensk, tyrkisk, tysk og vietnamesisk. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Læs mere om tilgængelige funktioner og sprog samt systemkrav på support.apple.com/da-dk/121115.
- Resultaterne er i forhold til MacBook Air med Apple M1, 8-core CPU, 8-core GPU, 16 GB samlet hukommelse og 2 TB SSD.
- Resultaterne er i forhold til MacBook Air-systemer med Apple M4, 10-core CPU, 10-core GPU, 32 GB samlet hukommelse og 2 TB SSD.
- macOS Tahoe er tilgængelig som en gratis softwareopdatering. Visse funktioner og egenskaber er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Læs mere om kravene på apple.com/dk/os/macos.
- Kræver, at iPhone (med et aktivt abonnement) og Mac er logget ind med samme Apple-konto, og at iPhone og Mac er i nærheden af hinanden, er logget på FaceTime med den samme Apple-konto, har Wi-Fi slået til og har forbindelse til det samme netværk.
- Et produkts genanvendte eller fornybare indhold er massen af certificeret genanvendt materiale i forhold til enhedens samlede masse, eksklusive emballage eller medfølgende tilbehør.
- Analyse af amerikansk salgsemballage efter vægt. Klæbemidler, tryksværte og belægninger er ikke inkluderet i beregninger.